For
at kunne trives, er det vigtigt, at vi oplever, at vi bliver
respekteret og accepteret i det samfund, vi lever i. At vi
har frihed til at kunne være den, vi er - frihed til at være
forskellige.
Derfor skal vi også gøre, hvad vi kan for at skabe et
samfund, uden mobning, forfølgelse og diskrimination. Og det
er i høj grad også et politisk ansvar.
Den måde, flygtninge og indvandrere er blevet behandlet
på de sidste mange år, viser tydeligt, at det ikke er et
ansvar den borgerlige regeringen har taget på sig. Tvært imod har den
tone, der har præget debatten fra deres side, snarere været
med til at skabe fordomme, end til at nedbryde dem.
Regeringen har også indført en række love, som efter
min bedste overbevisning er udtryk for diskrimination,
f.eks. starthjælpen, 24 års reglen, tilknytningskravet, mm.
Men også på andre områder halter det med ligestillingen.
Homoseksuelle har stadig ikke de samme rettigheder som
heteroseksuelle, og vi høre historier om, hvordan de bliver
generet og overfaldet på gaden.
|
Min indsats i Københavns Borgerrepræsentation |
 |
Der er ingen tvivl om, at der foregår diskrimination i
København, og at en del borgere føler sig diskrimineret
(fremgår også af Catinés
rapport). Det kan være pga. køn, alder, seksualitet,
mm., men der, hvor vi ser det største problem, er i forhold
til race/etnicitet. Det er langt hen ad vejen et område, der
kræver lovgivning, men der er også mulighed for at agere
kommunalt.
For at sikre politisk vilje til at gøre noget ved det, har
det i første omgang været vigtigt at få afdækket
diskriminationen i København – påvise, at der overhovedet er
et problem.
Det har også været vigtigt at sikre, at de, der bliver
diskrimineret, har et sted, de kan henvende sig og få hjælp.
Kommunen kan kun gribe ind, hvor det er kommunen selv, der
diskriminerer, og der er relativt begrænsede muligheder, når
diskriminationen foregår på arbejdspladsen, i forenings-
eller nattelivet. Men i de tilfælde kan kommunen f.eks.
hjælpe med råd og vejledning om, hvor man kan gå videre med
sin klage.
Det har desuden været vigtigt for mig hele tiden at holde
debatten levende, både for at presse
lovgivningen/regeringen, og i endnu højere grad for at
bearbejde de holdninger, der giver grobund for
diskrimination.
På diskriminationsområdet har jeg gjort følgende i
København:
-
Stillet forslag i BR 21. februar 2008 om, at diskoteker,
der dømmes for diskrimination, skal kunne nægtes af få
deres bevilling fornyet - behandles nu i Kultur- og
Fritidsudvalget
-
Ny hjemmeside, hvor man kan registrere, hvis man har
været udsat for diskrimination - går i luftet i foråret
2008
-
Integrationsaftale 2007: øget puljen til initiativer mod
diskrimination.
- Sikret 1,5 mio. kr. til
Diskriminationspakke, der bl.a. rummer:
- Borgerrådgiveren får ekstra ressourcer til at
løse opgaven som ”Diskriminationsombudsmand”
- Borgerrådgiveren skal hvert år lave mindst en
egendrifts-undersøgelse, der har med diskrimination
at gøre.
- Der laves kampagner og hjemmeside (www.kk.dk/diskrimination),
så borgere der oplever diskrimination ved, hvor de
kan gå hen med klager
- Der laves hvert år rapporter om
diskriminationsomfanget i København, så vi kan følge
udviklingen, og få bedre overblik over, hvor der bør
sættes ind politisk (der er allerede kommet en
rapport om
oplevet diskrimination og en om
faktisk diskrimination)
- Årlige konferencer og dialogmøder, hvor NGO’ere,
politikere m.fl. mødes og drøfter initiativer på
området. (der har været afholdt to, som var meget
velbesøgte)
- Afsat mindre pulje til nye initiativer
- Haft Beskæftigelses- og Integrationsudvalget med på
en lille studietur til Malmø for at besøge deres
Antidiskriminationsbureau (Svenskerne er meget længere
fremme end os)
-
Integrationsaftalen
(2006): Sikret et afsnit om
diskrimination, med forslag om en
”Diskriminationsombudsmand”
|