Vi har synagogen, vi har de russiske løgkupler i Bredgade, og dem har jeg aldrig hørt DF brokke sig over eller stemple som udanske, men når det handler om muslimer, så er det tilsyneladende en ganske anden sag.

Sagen om moskébyggeriet handler i korte træk om, at vi i Københavns Kommune har fået en henvendelse fra Det Islamiske Kulturcenter på Vibevej i Københavns Nordvest-kvarter. De holder lige nu til i en gammel slidt fabriksbygning, som de gerne vil have lov til at rive ned og i stedet opføre en ny bygning, der ligner en klassisk moské. Altså det samme indhold, men nogle nye rammer, der stemmer bedre overens med det, bygningen bliver brugt til.

Man kan selvfølgelig mene, at arkitekturen er for fremmedartet og ikke passer ind, men det er arkitektonisk et meget broget kvarter med blandet erhvervsbebyggelse og ikke specielt charmerende. Jeg har derfor svært ved at se nogle saglige argumenter for, hvorfor de ikke skulle have tilladelse til at bygge en ny bygning her, som de vil blive gladere for.

Martin Henriksen fremhæver i sit indlæg, at han går ind for religionsfrihed. Dermed må han vel også synes, at det er o.k., at forskellige trossamfund kan mødes og dyrke deres tro. Jeg har da heller ikke hørt ham sige, at muslimerne ikke må mødes i den gamle fabriksbygning på Vibevej. Det ville i øvrigt også være imod forsamlingsfriheden – en af de grundlovssikrede rettigheder, Martin Henriksen bryster sig af at være forkæmper for.

Problemet opstår tilsyneladende først, når de vil ændre bygningen, så det bliver synligt, hvad den bliver brugt til – problemet er altså ikke, at det er en moské, men snarere, at det også ligner en moské.

Når man læser Martin Henriksens indlæg er der næsten ingen grænser for, hvad sådan et bygningsværk kan føre med sig: parallelsamfund, fundamentalisme og radikalisering. Nu skal man jo ikke undervurdere arkitekturen og dens betydning, men jeg synes, det lyder lidt voldsomt, at en enkelt bygning skulle kunne forårsage alt dette.

Til gengæld er jeg overbevist om, at DF?s dæmonisering af muslimer er en væsentlig kilde til netop parallelsamfund og radikalisering. Når andre religiøse mindretal kan have deres synagoge eller russiske løgkupler, så virker det som chikane mod en enkelt religiøs minoritetsgruppe, hvis de fortsat skal være henvist til slidte fabrikslokaler, fordi man nægter dem tilladelse til at bygge noget nyt.